Fem kinesere er tiltalt for cyberspionage i USA

admin

10 år siden

|

19/05/2014

Dagens topnyheder

En amerikansk nævningedomstol har tiltalt fem medlemmer af det kinesiske militær for påstået cyberspionage mod amerikanske virksomheder, der arbejder inden for atomkraft, metal- og solenergibrancherne, oplyser det amerikanske justitsministerium mandag.

De militære hackere skal have samarbejdet om at stjæle oplysninger, der vil være nyttige for tilsvarende selskaber i Kina, heriblandt statsejede firmaer, siger justitsministeriet.

Det er første gang, at USA rejser tiltale i en sag af denne karakter mod et fremmed land. Anklagen mod medlemmer af Den Kinesiske Folkehær kommer efter løfter fra højtstående amerikanske embedsmænd om, at andre nationer ville blive holdt ansvarlige for tyveri af intellektuel ejendom.

Seks amerikanske firmaer, heriblandt United States Steel Corp., Alcoa Inc. og Allegheny Technologies Inc. og en fagforening, er ofre for de kinesiske hackingangreb, oplyser amerikanske embedsmænd.

Kina betragtes i vide kredse som det land, der har været mest aggressivt, når det gælder at udøve cyberspionage mod USA.

I 2012 begyndte det amerikanske justitsministeriums nationale sikkerhedsafdeling på at oplære hundredvis af anklagere til bekæmpelse og retsforfølgelse af cyberspionage, som udgør en alvorlig trussel mod national sikkerhed, skriver The Washington Post.

Selv om retsforfølgelsen ikke fører til en dom, så er anklagen et stærkt signal at sende om, at den slags handlinger ikke vil blive tolereret, oplyser embedsmænd.

Vurderinger af omkostningerne ved cyberspionage i Amerika spænder fra 24 milliarder dollar til 120 milliarder dollar årligt. Kina er det land, der ifølge amerikanske efterretningstjenestes vurderinger er det land, som er mest beskæftiget med den slags aktiviteter i USA.

/ritzau/Reuters