FCV-topscorer rystet over niveauet

admin

9 år siden

|

27/02/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

FC Vestsjælland leverede en fornærmende ringe indsats, da holdet fredag aften havde besøg af Sønderjyske.

Slagelse-mandskabet slap nådigt med et 0-1-nederlag, men det kunne være gået meget værre.

- Sønderjyske kom med den energi, vi skulle have haft, og de var rigtig dygtige til at slå kampen i stykker. De vandt stort set samtlige dueller og andenbolde, og så må vi også bare sige, at de var dygtige til at trække tiden, siger Rasmus Festersen.

- Vi havde nærmest ikke fem sammenhængende afleveringer i hele kampen, og det gav dem hele tiden dødbolde eller indkast, hvilket totalt ødelagde rytmen i kampen.

Topscorer Festersen, der bar FC Vestsjællands anførerbind i kampen, er overrasket over Slagelse-klubbens lave niveau.

- Jeg er meget overrasket. Jeg troede, vi var et andet sted end det, vi viste i dag. Det håber jeg også, at vi er, jeg håber ikke, at det her var en definition på vores forår. For så er vi ikke her næste år, siger Festersen.

Det enlige mål kom efter et langskud fra Bjørn Paulsen, og i målet erkender Thomas Mikkelsen, at han skulle have holdt forsøget ude.

- Det var et skud, der kom, hvor der så var lidt trafik inde foran mig. Der var en, der sparkede ud efter bolden, og det snød mig lidt, men det var stadig et mål, jeg må tage på min kappe, siger Mikkelsen.

Keeperen var på overarbejde kampen igennem, hele 21 gange afsluttede gæsterne.

- Der var et hold, der skulle sætte tempo i kampen, og det var os. Det stressede vi for meget over, og vi lod os gå for meget på af, at de tog så god tid hver gang, de havde en standardsituation eller et indkast. Vi var forberedt på det, men ikke mentalt klar til det, siger Mikkelsen.

FC Vestsjælland har stadig fire point op til OB over nedrykningsstregen. Fynboerne spiller søndag mod FC København, inden de i næste runde gæster netop FCV.

/ritzau/