FCM-træner om guldform: Vi er et anderledes hold nu

admin

10 år siden

|

04/05/2014

Dagens topnyheder

Med 3-1 hjemme over FC Vestsjælland er FC Midtjylland tilbage på den førsteplads, som holdet sad så tungt på i store dele af sæsonen, indtil AaB kom bagfra og overtog den.

To AaB-nederlag på hjemmebane og 10 point i fire kampe for midtjyderne har på ny byttet om på rollerne i toppen af Superligaen.

- Vi har lavet 10 point i de sidste fire spillerunder, og det er mentalt stærkt af spillerne efter at have tabt førstepladsen oven på en lang periode på førstepladsen, siger FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm.

- At vi har kunnet mobilisere den power og energi og den tålmodighed, det er jeg dybt imponeret over.

- Inden kampen i dag havde FC Vestsjælland de ikke tabt én eneste udekamp i foråret. At vi så gik ud på den her måde og satte os på kampen overrasker mig faktisk en lille smule på den positive side, lyder det fra Riddersholm.

Generobringen af førstepladsen er kommet i stand takket være en transformering af holdet, mener Riddersholm.

- Vi er et anderledes spillende hold, end vi var for syv spillerunder siden, fordi vi er blevet dygtigere med bolden og lidt mere dynamiske og bevægelige. Det er stærkt arbejde af drengene på så kort tid at levere så flot under det pres, siger Riddersholm.

Holdets topscorer, Morten Duncan Rasmussen, har lidt under en seks kampe lang scoringskrise, men den blev brudt søndag, og det er vigtigt for guldkampen.

- Det var dejligt at få Duncan tilbage på måltavlen igen. Det er rigtigt vigtigt her hen imod slutfasen, siger Riddersholm.

FC Midtjylland skal i de sidste tre kampe op imod Brøndby, FC København og Sønderjyske. Midtjyderne er á point med AaB på førstepladsen, men kan lukrere på en bedre målscore.

/ritzau/