FCM-profil om CL-semifinale: Jeg er sindssygt stolt

admin

10 år siden

|

16/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmark har for første gang i fire år et kvindehold med i Champions Leagues semifinaler. Det sørgede FC Midtjylland søndag eftermiddag for med en hjemmesejr på 26-20 over tyske Thüringer HC.

Og midtjydernes forsvarskrumtap Louise Spellerberg havde efterfølgende svært ved at skjule sin begejstring over resultatet.

- Jeg er sindssygt stolt. Det er stort for klubben, og det er godt for dansk kvindehåndbold, sagde hun efterfølgende til TV 2.

- Vi holder konceptet og har fuldt fokus på aftalerne, og så står vi sindssygt godt rent defensivt.

Da kampen var slut, tog Louise Spellerberg halspeakerens mikrofon og takkede de godt 3000 fremmødte i Ikast-Brande Arena.

- Det her var klart den bedste oplevelse, jeg har haft på denne hjemmebane, forklarede den tidligere landsholdsspiller.

- Når vi spiller rundt omkring i Europa, møder vi de vildeste hjemmebaner, og der har nogle gange været en lidt tam stemning herhjemme. Men i dag var opbakningen super.

Det ligger endnu ikke fast, om FC Midtjylland vinder gruppen, og derfor er navnet på modstanderen i semifinalen endnu ikke på plads.

/ritzau/