FCK-profil før klubskifte: Jeg vil slutte ordentligt af

admin

10 år siden

|

15/05/2014

Dagens topnyheder

Det bliver formentlig Lars Jacobsens sidste finale for FC København, når klubben torsdag aften tager imod gulddrengene fra AaB i pokalfinalen.

Det lykkedes ikke at nå til enighed om en kontraktforlængelse i FCK under den nu fyrede sportsdirektør Carsten V. Jensen, og intet tyder på, det er blevet anderledes, efter at Ståle Solbakken er blevet manager.

Derfor har torsdagens pokalfinale ekstra stor betydning for den 34-årige højre back.

- Det betyder meget at få sluttet ordentligt af. Nu må vi se, hvem der får lov til at spille. Det ved man jo aldrig, siger Lars Jacobsen, der i begyndelsen af foråret var placeret på bænken, da unge Christoffer Remmer fik chancen.

- Jeg håber selvfølgelig at få lov til at spille på denne fantastiske bane og få gjort mit arbejde færdigt i klubben. Jeg ser utrolig meget frem til de to sidste kampe, lyder det fra anføreren.

En sejr i pokalfinalen vil ikke kun pynte på Lars Jacobsens afsked. Den vil også pynte på et FCK-hold, der har haft en sæson præget af skuffende resultater, hvilket betyder, at drømmen om at spille Champions League-kvalifikation hænger i en tynd tråd.

- Nu har vi muligheden for at vinde, og det er vores eneste mulighed for at vinde noget i år. Det skal vi tage vare på og sørge for at få den pokal ind skabet. Så kan vi trods alt se tilbage på en sæson, hvor vi har vundet noget, lyder det fra Lars Jacobsen.

Han har i sin tid i FC København vundet to pokalfinaler og fire mesterskaber. Han har spillet i klubben af to omgange. Først fra 2004 til 2007 og igen fra 2011 og indtil denne sommer, hvor hans kontrakt udløber.

Pokalfinalen mellem FCK og AaB spilles i Parken og fløjtes i gang klokken 20.

/ritzau/