Hos FC Vestsjælland er den sportslige ledelse i gang med at trimme truppen til den kommende superligasæson.
Det står nu klart, at den nigerianske angriber Edward Ofere ikke får forlænget sin kontrakt med FC Vestsjælland. Ofere, som også har svensk pas, forlader klubben ved kontraktudløb den 30. juni.
I vinterpausen blev Ofere hentet til FC Vestsjælland som en ekstra gardering for angrebsspillerne - specielt som følge af Thiago Pinto Borges og Joël Tshibambas skader.
28-årige Ofere nåede at vise sin målfarlighed, da han nettede to gange for Slagelse-klubben mod henholdsvis Randers FC og FC Nordsjælland i sine ni optrædener i Superligaen.
Ofere har tidligere spillet i både Allsvenskan og i den italienske Serie A, men kom til FC Vestsjælland fra Trelleborg fra den tredjebedste svenske fodboldrække.
I den kommende sæson er det Michael Hansen, som er ny cheftræner i FC Vestsjælland. Den tidligere assistenttræner overtager roret efter den afgående cheftræner Ove Pedersen, som har valgt at stoppe i FC Vestsjælland ved kontraktudløb.
I den forgangne sæson endte FC Vestsjælland som nummer ni i Superligaen. Dermed indfriede oprykkerklubben målsætningen om at blive i den bedste danske fodboldrække.
/ritzau/