Onsdag den 9. december er der møde i skifteretten i Næstved i sagen om fodboldklubben FC Vestsjællands konkursbegæring.
Det meddeler Spillerforeningen, der vil bistå spillerne i 1. divisionsklubben.
- Der har naturligvis været en masse bekymringer og spørgsmål blandt spillerne, som vi har hjulpet dem med at få svar på, siger Spillerforeningens formand, Thomas Lindrup, i en pressemeddelelse.
- Vi har været bindeled mellem spillerne og klubben, og vi vil møde op i skifteretten for at pege på en kurator.
- Der er rigtig mange ting at tage stilling til i den nuværende situation. Der er en masse dokumenter, de skal have styr på og en masse andre formaliteter, såsom hvornår de må skrive kontrakt med en anden klub og meget mere, siger han.
Dansk Boldspil-Union (DBU) bekræftede tirsdag, at FC Vestsjælland havde indgivet konkursbegæring. I første omgang er klubben blevet fratrukket seks point.
Spillerne har også været bekymrede over situationen.
- Vores primære opgave i det her er at hjælpe vores medlemmer.
- Det er helt centralt, at der kommer ro på, og de føler, at de er i gode hænder og kommer godt og hurtigt videre fra den her meget ærgerlige situation, siger Thomas Lindrup.
/ritzau/