En gruppe palæstinensiske fanger løslades alligevel ikke fra israelske fængsler lørdag.
Det siger en højtstående palæstinenser, der tilføjer, at han håber, at det kun er en kort forsinkelse.
- Fangerne bliver ikke løsladt i dag, måske i de kommende dage, siger Issa Qaraque, minister for fanger i det palæstinensiske selvstyre.
- Der arbejdes på at løse krisen, og jeg regner med, at situationen vil være mere klar om 24 timer, tilføjer han.
Ifølge den aftale, der blev indgået mellem israelere og palæstinensere i juli, da fredsforhandlingerne blev genoptaget, skulle Israel løslade 104 palæstinensiske fanger, der har været fængslet fra tiden inden den første selvstyreaftale i 1993.
Til gengæld skulle palæstinenserne undlade at presse deres krav om at få anerkendt en stat igennem FN.
Indtil nu har Israel løsladt 78 fanger i tre omgange, men israelske ministre har advaret om, at løsladelsen af den sidste gruppe, der var ventet lørdag, kan blive udskudt, medmindre palæstinenserne går med til at forlænge forhandlingerne om en fredsløsning ud over den aftalte frist den 29. april.
Den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, har ikke fremlagt sine krav for at forlænge forhandlingerne. Han har blot sagt, at han end ikke vil drøfte en forlængelse, før fangerne er løsladt.
En meningsmåling, der lørdag blev offentliggjort af Det Palæstinensiske Center for Offentlig Opinion, siger, at 87 procent af de adspurgte mener, at den palæstinensiske ledelse skal genoptage bestræbelserne på at få statsanerkendelse i FN, hvis fangerne ikke sættes fri.
Israels regering mødes som normalt søndag formiddag, og her ventes sagen drøftet.
Den seneste forhandlingsproces er sat i gang med USA som mægler, og der er ikke sluppet meget ud om resultaterne - eller mangel på samme - ved forhandlingsbordet.
/ritzau/AFP