Falmet Barcelona-talent skifter til Stoke

admin

10 år siden

|

22/07/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Bojan Krkic blev ikke den superstjerne, som mange havde troet, da han fik ligadebut for FC Barcelona i efteråret 2007.

Nu siger den spanske storklub farvel til den 23-årige angriber, som er blevet solgt til Stoke i Premier League.

Bojan Krkic, der i de seneste tre sæsoner har spillet for Roma, Milan og Ajax uden større succes, har fået en fireårig kontrakt i den engelske klub.

- Alle, der kender europæisk fodbold, kender ham som spiller. Det faktum, at han ser sin fremtid ligge i Stoke, er virkelig spændende og en anbefaling af klubben, siger Stokes manager, Mark Hughes, til klubbens hjemmeside.

- Han er meget ivrig efter at bevise sit værd i Premier League, og vi er glade for at kunne give ham muligheden for det.

Bojan Krkic scorede over 400 mål for FC Barcelona i ungdomsrækkerne, men efter en lovende begyndelse på seniorkarrieren, falmede stortalentet.

Siden 2011 har han ikke optrådt for Barcelona, der først solgte ham til Roma. Efter en udlejning til AC Milan købte Barcelona ham sidste år tilbage, blot for at leje ham ud til Ajax.

/ritzau/