Fodboldspilleren Radamel Falcao blev søndag matchvinder, da AS Monaco besejrede Arsenal 1-0 i træningsturneringen Emirates Cup.
Den colombianske stjerneangriber, der lørdag gjorde comeback som indskifter mod Valencia i samme turnering, var med fra start i kampen mod Arsenal på Emirates Stadium i London.
Radamel Falcao afgjorde kampen, da han headede 1-0-scoringen i mål efter 37 minutter. 12 minutter inde i anden halvleg blev angriberen skiftet ud.
Colombianeren blev knæskadet i januar, og han gik derfor glip af VM i Brasilien.
Arsenal havde for første gang Alexis Sánchez med i startopstillingen. Klubben har hentet den stærke chilenske offensivspiller i FC Barcelona.
Alexis Sánchez var tæt på at score i anden halvleg, inden han lod sig udskifte efter 73 minutter.
/ritzau/