FAKTA: Se og Hør-skandalen dag for dag

admin

10 år siden

|

29/04/2014

Dagens topnyheder

MANDAG:

* BT skriver, at en ansat ved PBS, det nuværende Nets, skal være blevet betalt af ugebladet Se og Hør for at overvåge kendte danskeres kreditkort-aktiviteter.

* Avisen har oplysningerne fra Ken B. Rasmussens roman "Livet, det forbandede", der udkommer onsdag. Forfatteren, der selv har en fortid som journalist på Se og Hør, fortæller i romanen om det fiktive ugeblad Set og Hørts aktiviteter.

* Københavns Vestegns Politi iværksætter undersøgelse, som skal klarlægge, hvorvidt der er grundlag for at indlede en egentlig efterforskning af Se og Hør.

* Bladhuset Aller, der ejer Se og Hør, indleder en uvildig undersøgelse af den påståede overvågning.

* Nets igangsætter også en undersøgelse, der skal give svar på, om medarbejdere kan have udleveret kendtes kreditkortoplysninger.

* Se og Hørs nuværende chefredaktør, Niels Pinborg, afviser at kende noget til, at ugebladet skulle have benyttet sig af systematisk overvågning af de kendtes kreditkortaktiviteter. Han tager afstand fra metoden.

* Henrik Qvortrup, chefredaktør for Se og Hør i perioden 2002-2008, afviser ligeledes at kende til den ulovlige overvågning.

TIRSDAG:

* Anonyme kilder med bånd til Se og Hør bekræfter oplysningerne i BT over for TV2 News, DR Nyheder og Radio 24/7.

* De Radikales spidskandidat til EU-parlamentsvalget, Morten Helveg Petersen, melder udgiveren Aller til politiet. Den radikale politiker havde blandt andet i 2008 undret sig over, at Se og Hør kunne skrive, at han havde været på ferie i Berlin med sin daværende kæreste, tv-værten Line Baun Danielsen.

* Henrik Qvortrup trækker sig fra jobbet som politisk kommentator på TV2. Han oplyser i forbindelse med fratrædelsen, at han ikke vil udelukke, at der er foregået ulovligheder på ugebladet under hans ledelse. Qvortrup fortæller også, at han har mødt den såkaldte tys-tys-kilde, som it-specialisten er blevet kaldt.

* Den mistænkte it-ekspert bliver hjemsendt fra sit job hos Nordea.

* Aller hyrer den anerkendte advokat Henrik Stagetorn til at kulegrave påstanden om den ulovlige overvågning.

ONSDAG:

* Berlingske skriver, at tys-tys-kilden tilsyneladende fortsat har tæt kontakt til Se og Hør. Lørdag var personen således akkrediteret for ugebladet ved en koncert i Parken.

/ritzau/