EU's sanktioner mod Rusland:
* 6. marts 2014 - På et ekstraordinært topmøde i Bruxelles om krisen i Ukraine vedtager EU's stats- og regeringschefer en tretrinsraket af sanktioner mod Rusland.
Forhandlinger med Rusland om visumliberalisering og en ny samarbejdsaftale, kendt som The New Agreement, bliver suspenderet øjeblikkeligt.
* 17. marts - EU's udenrigsministre vedtager målrettede sanktioner mod 21 enkeltpersoner. Det drejer sig om otte Krim-borgere og 13 russere, som har et direkte ansvar for krisens optrapning på den ukrainske sortehavshalvø, Krim.
De 21 politikere og militærfolk får indefrosset deres penge i europæiske banker og bliver nægtet indrejse i EU.
* 20. marts - EU's stats- og regeringschefer føjer 12 nye navne til sanktionslisten, så i alt 33 personer bliver ramt af EU-sanktioner.
Derudover sætter EU gang i forberedelserne til økonomiske sanktioner mod Rusland.
/ritzau/