EU har fredag optaget yderligere 12 personer på sin sanktionsliste over for Rusland i tillæg til de 21 fra i mandags som reaktion på den politiske krise i Ukraine og specifikt udviklingen på Krim-halvøen.
* De 28 EU-lande er nu forpligtet til:
1) At tage alle nødvendige skridt for at forhindre indrejse eller gennemrejse for personer på listen.
2) At indefryse alle økonomiske midler tilhørende, ejet, besiddet eller kontrolleret af personer på listen.
* Personlisten - og EU's begrundelse:
FRA RUSLAND:
* Dmitrij Rogosin, Ruslands vicepremierminister og tidligere Nato-ambassadør. Har offentligt opfordret til russisk annektering af Krim.
* Sergej Glasjev, rådgiver for Ruslands præsident. Har offentligt opfordret til russisk annektering af Krim.
* Valentina Matvijenko, formand for det russiske parlaments overhus, Føderationsrådet. Har talt for udsendelsen af russiske styrker til Ukraine.
* Sergej Narusjkin, formand for det russiske parlaments underhus, Dumaen. Har talt for russisk genforening med Krim og den tilknyttede lovændring.
* Dmitrij Kiseljov, udnævnt af præsident Vladimir Putin til at lede det statslige nyhedsbureau Rossija Segodnja. Central figur i regeringens propagandaapparat.
* Aleksandr Nosatov, næstkommanderende for Den Russiske Sortehavsflåde. Kontreadmiral med ansvar for de russiske styrker, der har besat ukrainsk territorium.
* Vladislav Surkov, rådgiver for Ruslands præsident. Organiserede mobiliseringen af lokalbefolkningen på Krim for aktioner, der underminerede de ukrainske myndigheder.
* Elena Misulina, medlem af det russiske parlaments underhus, Dumaen. Medinitiativtager til loven, der under påskud af at beskytte russiske statsborgere giver Den Russiske Føderation lov til at optage fremmede landes territorier uden den fremmede regerings samtykke.
FRA KRIM:
* Mikhail Malysjev, formand for valgkommissionen på Krim. Ansvarlig for folkeafstemningen i søndags og godkendelse af resultatet.
* Valerij Medvedev, formand for valgkommissionen i Sevastopol. Ansvarlig for folkeafstemningen i den russiske sortehavsflådes hjemby og godkendelse af resultatet.
* Generalløjtnant Igor Tursjenjuk, øverstbefalende for de russiske styrker på Krim.
Kilde: EU-Tidende.
/ritzau/