Produktivitetskommissionen har udgivet i alt seks analyserapporter og en såkaldt slutrapport. Her er nogle af de centrale anbefalinger fra rapporterne:
* Marts 2014: Slutrapport: Det handler om velstand og velfærd:
Konklusionen lyder blandt andet, at hvis produktiviteten skal hæves i det danske samfund, så velstand og velfærd sikres i det lange løb, skal boligejerne betale mere i skat, mens skatten lettes på indkomster for borgere og virksomheder.
* Februar 2014: Analyserapport 6: Offentlig-privat samarbejde:
Private firmaer bør få lov til at byde ind på at drive alt fra folkeskoler og gymnasier til børnehaver og vuggestuer.
Det offentlige skal sende langt flere opgaver i udbud, så private får mulighed for at byde ind på driften - også på områder, hvor det ikke er muligt i dag, lyder det blandt andet fra kommissionen.
* Januar 2014 Analyserapport 5: Infrastruktur:
Kommissionen slår fast, at for mange af de store infrastrukturprojekter i virkeligheden er for dårlige forretninger for samfundet, og det har kostet Danmark 21 milliarder kroner i løbet af de seneste 10 år.
Derfor skal der i langt højere grad tages højde for samfundsøkonomien, når der skal tages stilling til nye projekter.
Kommissionen anbefaler desuden at indføre roadpricing og trængselsafgifter i Danmark.
* December 2013 Analyserapport 4: Uddannelse og innovation.
Kommissionen kritiserer, at unge i stigende grad søger ind på de videregående uddannelser, hvor der er udsigt til arbejdsløshed og lav løn.
Derfor skal man fremover bruge både pisk og gulerødder for at få studiesøgende til at vælge uddannelser med gode job- og lønmuligheder, og det kan blandt andet ske ved at reformere SU'en, lyder det.
Som eksempel nævner kommissionen muligheden for at omlægge SU'en til statsgaranterede lån, give lavere SU til studier med høj og vedvarende arbejdsløshed eller at indføre brugerbetaling på uddannelserne.
* September 2013: Analyserapport 3: Styring, ledelse og motivation i den offentlige sektor:
Fokus på resultater i det offentlige skal øges, men samtidig skal man væk fra tanken om, at resultater blot er at få de offentligt ansatte til at løbe hurtigere eller få flere borgere gennem systemet.
Det skal også være slut med stramme regler for, hvordan offentligt ansatte skal passe deres arbejde.
Kommissionen foreslår blandt andet, at der indføres bonusløn i stil med private virksomheder i stedet for at fastsætte lønnen centralt.
* Maj 2013 Analyserapport 2: Konkurrence, internationalisering og regulering. Publikationer:
Produktiviteten i den private sektor kan blandt andet øges ved at ændre planloven, så danskerne kan købe ind i hypermarkeder, togdriften skal sendes i udbud på en række strækninger - og så skal der skrues ned for brugen af ansættelsesklausuler, som forhindrer medarbejdere i at blive ansat hos en konkurrent.
* April 2013 Analyserapport 1: Danmarks produktivitet - hvor er problemerne? Publikationer:
Kommissionen slog i sin første rapport fast, at produktiviteten halter i de danske servicehverv som for eksempel detailhandel, advokater, taxa, hotel- og restaurationsbranchen.
Her er produktiviteten i gennemsnit faldet med 0,3 procent hvert år i perioden fra 1995 til 2010. Det er langt under mange af de lande, vi sammenligner os med og skyldes blandt andet for dårlig konkurrence. En del løsningen er at få flere højtuddannede ansat i servicebranchen, lyder et forslag.
/ritzau/