Fristen for at søge ind på en videregående uddannelse på kvote 2 udløb lørdag klokken 12. Hvis man ikke fik søgt, men gerne vil starte på en videregående uddannelse efter sommerferien, kan man stadig nå at søge ind på kvote 1 inden 5. juli.
Se her, hvad forskellen er på at søge ind på et studie via kvote 1 og kvote 2:
Kvote 1:
* Her bliver ansøgerne udelukkende bedømt ud fra resultatet af en gymnasial uddannelse. I kvote 1 optages ansøgere med det højeste eksamensgennemsnit først.
* Desuden kan der være specifikke adgangskrav til hver enkelt uddannelse. For eksempel at man skal have taget bestemte fag, eller at man skal have et vist karaktergennemsnit.
* Ansøgningsfristen for at søge ind på kvote 1 er 5. juli klokken 12.
Kvote 2:
* Optagelse gennem kvote 2 er for de ansøgere, som af forskellige grunde ikke kan blive optaget gennem kvote 1, eller som har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet.
* I udvælgelsen af kvalificerede ansøgere bliver der foretaget en konkret helhedsvurdering, men dog skal ansøgerne leve op til følgende krav:
* De skal opfylde adgangskravene på den pågældende uddannelse.
* De skal som minimum have én supplerende aktivitet - faglige og eller generelle kvalifikationer ud over den adgangsgivende eksamen.
* Kvalifikationer kan blandt andet være erhvervserfaring, erfaring fra frivilligt arbejde, udlandsophold eller højskoleophold.
* De skal medsende en motiveret ansøgning.
Kilde: Studenterguiden.dk.
/ritzau/