FAKTA: Så mange pladser har hvert land i EU-Parlamentet

admin

10 år siden

|

25/05/2014

Dagens topnyheder

Vælgerne i de 28 EU-lande skal ved det kommende valg stemme i alt 751 kandidater ind i Europaparlamentet.

Siden Kroatien i juli sidste år tiltrådte EU som det 28. medlemsland, har der midlertidigt været 766 medlemmer. Men efter valget bliver antallet nedsat til 751, som ifølge EU's Lissabontraktat er det maksimale antal EU-parlamentarikere.

Det betyder, at Tyskland mister tre pladser, mens 12 lande må afgive hver én plads. Danmark bevarer de nuværende 13 pladser.

Fordelingen er lavet efter landenes størrelse - dog med et grundlæggende princip om, at jo større et EU-land er, jo flere borgere skal hver parlamentariker repræsentere i EU-Parlamentet.

Det nye EU-Parlament vil få følgende fordeling - fordelt på medlemslande:

Tyskland - 96 medlemmer

Frankrig - 74 medlemmer

Storbritannien og Italien - 73 medlemmer hver

Spanien - 54 medlemmer

Polen - 51 medlemmer

Rumænien - 32 medlemmer

Holland - 26 medlemmer

Belgien, Tjekkiet, Grækenland, Ungarn og Portugal - 21 medlemmer hver

Sverige - 20 medlemmer

Østrig - 18 medlemmer

Bulgarien - 17 medlemmer

Danmark, Finland og Slovakiet - 13 medlemmer hver

Litauen, Irland 11 og Kroatien - 11 medlemmer hver

Letland og Slovenien - 8 medlemmer hver

Estland, Cypern, Luxembourg og Malta - 6 medlemmer hver

/ritzau/