Fakta om EU-sanktioner mod Rusland

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

13 ledende russere og to virksomheder er ramt af nye EU-sanktioner. Herunder navne og fakta på nogle af de mest fremtrædende.

Vjatjeslav Viktorovitj Volodin, der er første vicepersonalechef for præsidentens kontor i Rusland. Ansvarlig for tilsynet med den politiske integration af den indlemmede ukrainske region Krim i Den Russiske Føderation.

Vladimir Shamanov, som er kommandør for de russiske luftbårne tropper, generaloberst.

Vladimir Nikolaevitj Pligin, som er formand for forfatningsudvalget i Dumaen. Ansvarlig for behandlingen af lovgivningen om indlemmelse af Krim og Sevastopol i Den Russiske Føderation.

Petr Grigorievitj Jarosh, der er fungerende chef for det føderale migrationstjenestekontor for Krim. Ansvarlig for den systematiske og fremskyndede udstedelse af russiske pas til beboerne på Krim.

Vjatjeslav Ponomarjov, som er lokal oprørsleder og selvudnævnt borgmester i den ukrainske by Slavjansk. Han var frem til den 3. maj med til at tilbageholde observatører, herunder en dansker, fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

Sanktionerne rammer de to virksomheder Tjernomorneftegas og Feodosia, der reelt er konfiskeret af "myndighederne" på Krim.

/ritzau/AFP