FAKTA: Læs om skandalen på News of the World

admin

10 år siden

|

28/04/2014

Dagens topnyheder

Beskyldningerne om, at Se og Hør skulle have overvåget kendtes kreditkorttransaktioner, bliver sammenlignet med News of the World-skandalen, der endte med, at det britiske blad blev lukket.

* I 2011 blev det afsløret, at avisen systematisk havde aflyttet og hacket sig ind på flere tusinde personers telefonsvarere mellem 2000 og 2006. Både kendisser, politikere, kongelige og pårørende til afdøde soldater og terrorofre skulle være blevet aflyttet.

* Særligt vakte det lede, da det kom frem, at avisen havde hacket sig ind på en forsvundet piges telefonsvarer. Pigen blev senere fundet myrdet, men aktiviteterne på hendes telefonsvarer fik hendes familie til at tro, at hun var i live.

* Efter afsløringerne boykottede avisens investorer bladet, og mediemogulen Rupert Murdoch valgte at dreje nøglen om på det 168 år gamle blad.

* Syv personer, blandt andet tidligere chefer på bladet, bliver i øjeblikket retsforfulgt, beskyldt for telefonaflytning, bestikkelse af embedsmænd og forsøg på at skjule bevismateriale.

* De anklagede tæller blandt andet de tidligere redaktører Rebekah Brook og Andy Coulson, som efter at have arbejdet på News of The World blev spindoktor for premierminister David Cameron.

* Alle syv anklagede nægter sig skyldige. Men flere tidligere medarbejdere og privatdetektiven Glenn Mulcaire har erkendt at have deltaget i aflytningen.

Kilde: BBC, Politiken, Berlingske og Ritzau.

/ritzau/