Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er blevet enige om modellen for det, partierne betegner som "et kontanthjælpssystem, hvor det kan betale sig at arbejde".
Der er ændret lidt i forhold til det forslag, regeringen spillede ud med i begyndelsen af oktober, blandt andet får kontanthjælpsmodtagere alligevel ret til at holde ferie. Det havde beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) ellers lagt op til, at de ikke skulle kunne.
Målsætningen med det hele er, at kontanthjælpsmodtagere skal have større gevinst, end de har i dag ved at tage et job, der giver omkring 17.700 kroner om måneden.
For at opnå det bliver der skåret i kontanthjælpsmodtageres særlige støtte og boligstøtte, men ikke i børnerelaterede ydelser og selve kontanthjælpen.
Her er hovedpunkterne i aftalen:
* Kontanthjælpsloftet er som følger
- Enlige uden børn: 13.121 kroner om måneden
- Enlige forsørgere med et barn: 15.031 kroner om måneden
- Enlige forsørgere med to eller flere børn: 15.385 kroner om måneden
- Samlevende og gifte uden børn: 10.849 kroner om måneden
- Samlevende og gifte med et eller flere børn: 14.416 kroner om måneden
* Kontanthjælpsloftet omfatter også folk, der modtager integrationsydelse eller uddannelseshjælp. For de personer er det månedlige beløb, man kan modtage, lavere.
* Loftet træder i kraft, så snart man begynder at modtage sin ydelse.
* Hvis de samlede ydelser, personen får, overstiger loftet, bliver der skåret i boligstøtte og såkaldt særlig støtte.
* Der er indbygget en mekanisme, der skal gøre, at kontanthjælpsmodtagere, der får deltidsarbejde, får lov at beholde en større del af arbejdsindkomsten selv.
* Der indføres et såkaldt 225-timers krav, der tilsiger, at alle kontanthjælpsmodtager, der kan arbejde, skal præstere mindst 225 timers arbejde inden for et år, ellers bliver der skåret i deres ydelser.
* Hvis kommunen efter et konkret skøn vurderer, at en kontanthjælpsmodtager ikke kan leve op til det, bliver personen undtaget fra kravet.
* For ægtepar gælder, at når ægtefællerne tilsammen har modtaget kontanthjælp i et år, skal begge kunne dokumentere 225 timers arbejde inden for 12 måneder for ikke at blive skåret i ydelse.
* Kontanthjælpsmodtagere kan fremover holde ferie i fire uger mod i dag fem uger.
* Regeringen regner med, at det der svarer til 700 "fuldtidspersoner" vil komme i arbejde som konsekvens af kontanthjælpsloftet. Til sammenligning er mere end 152.000 personer på kontanthjælp.
* Partierne bag aftalen regner med, at kontanthjælpsloftet vil give besparelser på 530 millioner kroner. De penge skal bruges til at lette skatten på de laveste arbejdsindkomster.
* De nye regler træder i kraft 1. april 2016.
Kilder: Aftaleteksten
/ritzau/