* Der er flere end 40.000 ansatte i EU's institutioner. Størstedelen er ansat i EU-Kommissionen, mens 6713 personer sidste år var ansat i Europaparlamentet.
* EU har 24 officielle arbejdssprog. Al lovgivning og alle officielle dokumenter i EU-Parlamentet skal oversættes til alle sprog.
* EU-Parlamentet har tre officielle arbejdssteder. Mens parlamentarikerne pendler mellem Bruxelles og Strasbourg, hører parlamentets administration hjemme i Luxembourg.
* EU bruger samlet set omkring 8,2 milliarder kroner på oversættelse og tolkning om året. Det svarer til lidt under en procent af EU's samlede budget.
* Tyske Hans-Gert Pöttering har som den eneste været medlem af Europaparlamentet uafbrudt siden det første direkte valg i 1979. Pöttering, som tilhører det kristendemokratiske CDU, var fra 2007-2009 tilmed formand for EU-Parlamentet.
* Det længst siddende danske medlem er Jens-Peter Bonde, der sad i Europaparlamentet fra 1979-2008 for Folkebevægelsen mod EF og Junibevægelsen.
* Der er i alt 100 kandidater, som kæmper om de 13 danske pladser i EU-Parlamentet. På europæisk plan skal der vælges 751 EU-parlamentarikere.
* Stemmeprocenten ved det seneste valg til Europaparlamentet i 2009 var 43 procent i EU som helhed. Danmark lå i den høje ende med en stemmeprocent på 59,5.
* Danmark har haft seks folkeafstemninger om EU-/EF-spørgsmål. Det overgås kun af Irland, som ni gange har afholdt folkeafstemninger om det europæiske samarbejde.
* Grønland er det eneste land, der har meldt sig ud af EU/EF. Som en del af det danske Rigsfællesskab blev Grønland medlem af EF i 1973. Men efter indførelsen af det grønlandske hjemmestyre og en vejledende folkeafstemning valgte Grønland at træde ud af EF med virkning fra den 1. februar 1985.
/ritzau/