* Omkring klokken 14.45 lørdag 14. februar lægger Omar Abdel Hamid El-Hussein en jihad-video på sin facebookside og hylder Islamisk Stats leder.
* Klokken 15.33 angriber gerningsmanden et debatarrangement om ytringsfrihed i Krudttønden på Østerbro. Han affyrer i alt 28 skud med et M95-gevær.
* Den 55-årige Finn Nørgaard bliver dræbt af skud i brystet og tre betjente bliver såret - den ene i armen, den anden i benet og den sidste flere steder overfladisk.
* Herefter frarøver gerningsmanden en kvinde hendes VW Polo, som han flygter fra stedet i.
* Bilen bliver kort efter sat på det nærliggende Borgervænget, hvor videoovervågning fra en skole viser, at Omar ringer efter en taxa.
* Han ankommer til Mjølnerparken på Nørrebro, hvor han bor, klokken 16.15. Klokken 16.37 forlader han området igen, viser videoovervågning.
* Klokken 22 ankommer han til netcaféen Powerplay på Nørrebro.
* Senere bliver to mænd på 19 og 22 år anholdt på netcaféen. De er nu fængslet under mistanke for at have bortskaffet M95-geværet og skaffet pistolerne til det senere skyderi i Krystalgade.
* Klokken 22.25 forlader Omar netcaféen, og efter midnat dukker gerningsmanden op ved synagogen i Krystalgade i det indre København, hvor han tilsyneladende spiller beruset og blandt andet kaster op.
* Uden varsel skyder og dræber gerningsmanden den 37-årige vagt Dan Uzan og sårer to politibetjente i henholdsvis ben og arm. Ved synagoge-angrebet skyder han to gange med en kaliber 7,65 millimeter pistol og syv gange med en 9 millimeter pistol.
* Klokken 04.55 dukker Omar op på Svanevej nær sit hjem, hvor PET's Aktionsstyrke venter på ham.
* Da Omar El-Hussein ankommer, råbes han an. Han skyder tre gange mod politiet, før han selv bliver dræbt af to betjente fra Aktionsstyrken, der samlet affyrer mindst 30 skud.
* Tekniske undersøgelser har efterfølgende slået fast, at de pistoler, Omar El-Hussein brugte på Svanevej, er identiske med dem, der blev affyret i Krystalgade.
* 27. februar anholder politiet endnu en ung mand og sigter ham for at have hjulpet Omar El-Hussein.
Kilder: Københavns Politi, Ekstra Bladet
/ritzau/