FAKTA: Det betyder inflationen for dig

admin

|

10/04/2014

Dagens topnyheder

Ordet inflation stammer fra det latinske ord for "oppuste" - og det svarer meget godt til, at priserne bliver pustet op.

Der er tale om inflation, hvis der er tale om en generel stigning i priserne og ikke kun på en enkelt vare eller tjeneste.

Stiger inflationen, kan man købe mindre for en krone - eller sagt på en anden måde: en krone er mindre værd, end den var før.

* Når inflationen måles, medregnes alle varer og tjenester, som husholdningerne forbruger. Det vil sige:

- Dagligvarer (eksempelvis fødevarer, aviser og benzin)

- Varige forbrugsgoder (eksempelvis tøj, pc'er og vaskemaskiner)

- Tjenester (eksempelvis besøg hos frisøren, forsikring og lejebolig)

* Højeste inflation nogensinde målt i Danmark var 24,4 procent i 1940.

* Inflationen landede sidste år på 0,8 procent. Det er det laveste niveau for årsgennemsnittet for de generelle prisstigninger i Danmark i 60 år.

* Deflation er det modsatte af inflation og dækker over år, hvor priserne generelt er faldet. I 1929, 1926 og 1921 havde Danmark den kraftigste deflation med minus 15 procent alle tre år.

* Når inflationen løber løbsk kaldes det hyperinflation, og så kan inflationen løbe op i flere hundrede procent.

* Zimbabwe havde i 2008 en inflation på 2,2 millioner procent. En inflation så kraftig, at priserne reelt steg, fra forbrugerne forlod deres hus, til de nåede butikken.

Kilde: Gyldendals Store Danske, Danmarks Statistik, ECB.

/ritzau/