FAKTA: Derfor er OSCE-observatører tilstede i Ukraine

admin

10 år siden

|

03/05/2014

Dagens topnyheder

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, har for øjeblikket flere observatørmissioner i det kriseplagede Ukraine:

* Den særlige OSCE-mission i Ukraine udgøres af 120 personer og kan udvides til 500. Gruppen af civile observatører blev sammensat 21. marts med støtte fra samtlige 57 medlemslande, deriblandt Rusland, og udsendt til den kriseramte tidligere sovjetrepublik dagen derpå.

Observatørmissionen, hvis arbejde skal være upartisk og transparent, har til opgave at indsamle informationer og rapportere om sikkerhedssituationen, undersøge konkrete hændelser samt etablere kontakt til og mægle mellem prorussiske grupper og lokale myndigheder.

Missionen har hovedsæde i hovedstaden, Kijev, men er til stede stort set over hele landet og også i de østlige byer Donetsk og Lugansk.

* Den ukrainske overgangsregering bad i marts også OSCE om at sende en såkaldt militær verificeringsmission til Ukraine. Det skete i kølvandet på en prorussisk magtovertagelse på Krim, som siden efter en folkeafstemning på halvøen er blevet indlemmet i Den Russiske Føderation.

Den ukrainske anmodning skete i henhold til det såkaldte Wien-dokument fra 2011, som giver OSCE-lande mulighed for at sende observatører af sted for at undersøge bekymringer om usædvanlige militære aktiviteter, uden at samtlige medlemslande behøver bakker op om det.

En gruppe militære observatører forsøgte forgæves at rejse til Krim, hvis indfaldsveje var blokeret, og siden rejste 56 ubevæbnede militære og civile observatører rundt i den sydlige og østlige del af landet.

Siden 20. marts har en mindre observatørgruppe, der tæller observatører fra blandt andet Tyskland, Holland, Rumænien, Schweiz og Slovakiet, rejst rundt i Ukraine for at vurdere sikkerhedssituationen efter anmodning fra Ukraine.

Blandt disse observatører er også den danske chefsergent John Christensen, der sammen med et tyskledet observatørhold blev taget til fange i den separatistkontrollerede by Slavjansk 25. april og lørdag er løsladt efter otte dages gidseltagning.

* OSCE er også involveret i andre opgaver i Ukraine, hvor man er i gang med at uddanne valgobservatører før præsidentvalget 25. maj, som også skal overvåges af omkring 100 valgobservatører fra organisationen.

* OSCE er verdens største regionale sikkerhedsorganisation med 57 deltagende stater fra Europa, Centralasien og Nordamerika. Organisationens aktiviteter omfatter konfliktforebyggelse, krisestyring og økonomisk genopbygning.

(Kilder: Udenrigsministeriet, AP og osce.org)

/ritzau/