Fagforening beskyldes for underbetaling af ansatte

admin

10 år siden

|

11/05/2014

Dagens topnyheder

Normalt er det fagforeningerne, der kæmper for ordentlige forhold for virksomheders ansatte, men 23 fagforeningsansatte i Bupl Sydjylland står i en lidt omvendt situation mandag morgen.

Da vil der ikke være nogen til at besvare telefonerne, hvis man ringer til fagforeningen Bupl Sydjylland, da de ansatte varsler en strejke på grund af frygt for underbetaling.

Det er konsekvensen af, at det trods langvarige forhandlinger ikke er lykkes at nå til enighed om en ny overenskomst mellem Bupl Sydjylland på arbejdsgiversiden og HK Service Hovedstaden og en række andre organisationer på medarbejdersiden.

Det sker, fordi Bupl-afdelingen ifølge HK Service Hovedstaden kræver, at de nyansatte skal arbejde to timer ekstra om ugen, men kun have halv løn for de ekstra timer. De fastansatte, der gerne vil arbejde de to timer ekstra, får i givet fald også halv løn.

Og det vil HK Service Hovedstaden ikke gå med til, lyder det.

- Vores medlemmer vil ikke være med til at forringe kollegernes løn. Derfor har de stemt nej til ledelsens krav.

- Vi vil selvfølgelig gerne finde en forhandlingsløsning, men indtil videre har Bupl Sydjylland ikke villet betale fuld løn for det ekstra arbejde, de kræver af de ansatte. Derfor ender det nu med en konflikt, siger Helle Lindgreen, der er overenskomstchef i HK Service Hovedstaden.

Det drejer sig om 23 medarbejdere, der har varslet strejke mandag morgen klokken 10 i sympati med fremtidig ansatte.

- Vi håber, at Bupl Sydjylland besinder sig, fordi vi synes, at det er et urimeligt krav at komme med, at man kan forestille sig, at nogen vil arbejde for halv løn. Men det fastholder de som ultimatum, så sådan er det, siger Helle Lindgren.

Bupl ønsker ikke at kommentere sagen, før strejken er en realitet mandag formiddag.

/ritzau/