Fagforbund er klar til at hjælpe dansk aktivist

admin

11 år siden

|

26/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den 26-årige styrmandselev Anne Mie Roer Jensen er medlem af fagforbundet Søfartens Ledere, og her tager man imod budskabet om, at hun kan rejse hjem efter mere end tre måneder i Rusland, med glæde.

- Det er glædeligt, at hun nu kan rejse hjem. Vi er hendes fagforbund, og vi er klar til at hjælpe hende med hvad, hun nu måtte have behov for, siger Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere, til Ritzau.

Det er Greenpeace, der hele vejen igennem har håndteret sagen, lige siden den danske styrmandselev sammen med 29 andre aktivister om bord på Arctic Sunrise blev bordet og pågrebet af de russiske myndigheder.

Det skete den 18. september under en aktion ved den russiske boreplatforme Priraslomnaja i det Arktiske Ocean, hvor Greenpeace ved en aktion protesterede mod russernes olieboringer i Arktis.

- Det har Greenpeace klaret godt, det har været et fint forløb, hvor Greenpeace har draget omsorg for Anne Mie Roer Jensen, siger Fritz Ganzhorn.

Søfartens Ledere organiserer kaptajner, styrmænd og navigatører. Anne Mie Roer Jensen er under uddannelse til styrmand, og hun læser på Marstal Navigationsskole på Ærø.

I forvejen har Søfartens Ledere to andre medlemmer at drage omsorg for. Det er de to danske søfolk, styrmand Søren Lyngbjørn fra Ærø og kaptajn Eddy Lopéz, der var taget til fange af somaliske pirater i 838 dage.

Søfartens Ledere kører de frigivne søfolks erstatningssager.

Hvorvidt fagforbundet kan bistå Anne Mie Roer Jensen med hjælp, og om hun har behov for hjælp af sin faglige organisation, vil vise sig, når hun er kommet til Danmark. Anne Mie Roer Jensen har været i Rusland i godt tre måneder.

/ritzau/