Færre ulve end tidligere forventet har besøgt Danmark

admin

459 uger siden

|

09/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ulven er kommet til Danmark, men ikke i lige så stort antal som tidligere vurderet.

Antallet af ulve, der har været i Danmark fra 2012 til foråret 2015, er maks. 20 til 23 ulve i stedet for de 40, som det tidligere er blevet vurderet, oplyser seniorforsker Liselotte Wesley Andersen ved Nationalt Center for Miljø og Energi.

- Undersøgelser har vist, at vi er blevet klogere. Det har vist, at de ekskrementer, vi har, er af dårlig kvalitet. Vi har fået en del dna fra ræve indover, som har gjort det vanskeligt at få gode dna-profiler ud.

- Vi skal ind og kigge på vores analyser, før vi kan sige noget mere om antallet, siger Liselotte Wesley Andersen.

Hun har sammen med kolleger fra Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, Naturhistorisk Museum Aarhus, og tre andre europæiske laboratorier prøvet at følge ulvenes færd rundt i Europa.

Det har de gjort ved at undersøge ulvenes afføring og spytprøver fra formodede ulvebid og prøve at sammenligne dem med det dna, som laboratorierne har samlet i Polen, Tyskland og Holland og registreret i et såkaldt ulveregister.

Efter at have kigget en ekstra gang på prøverne, har det vist sig, at dna'et er forældet, nedbrudt og dækket af urin fra hunde og ræve, hvilket gør det svært at bruge og sammenligne med den dna, der er i registret.

Det gør, at der er en større usikkerhed omkring, hvor mange ulve der har været i Danmark mellem 2012 og foråret 2015.

- De tidligere udmeldinger om antallet af ulve, der har været i Danmark, burde have afventet en sammenligning med de øvrige ulve-dna-registre, siger Liselotte Wesley Andersen og fortsætter

- Vi forventer igennem det internationale samarbejde at blive mere præcise på antallet af ulve, men endnu er processen med at genanalysere og bekræfte data ikke afsluttet.

Undersøgelserne af dna’et har også vist, at omkring én til fire af ulvene, der har været i Danmark, er hunner og resten er hanner.

/ritzau/