Færre piger mener at opleve HPV-eftervirkninger

admin

440 uger siden

|

20/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Køen har været lang til de regionale hpv-centre, der skal forsøge at finde årsager til uforklarlige symptomer hos piger, der har fået hpv-vaccinen.

2109 piger er blevet henvist til centrene. Men siden 1. april er tendensen med de mange henvisninger slået om.

Fra 1. april til 1. juni blev blot 25 piger henvist til et af de centre, som tilser piger, der mener at opleve eftervirkninger af hpv-vaccinen mod livmoderhalskræft.

Det viser nye tal fra de fem afdelinger ifølge Danske Regioner.

Ifølge Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, er der ikke en klar forklaring på det faldende antal henvisninger.

- Jeg tror, der er flere ting, der spiller ind. Én ting står i hvert fald fast, at lægerne har en forpligtelse til at henvise pigerne til afdelingerne, hvis de har en mistanke om, at der er sammenfald med vaccinen, siger hun.

Hun mener ikke, at det markante fald giver anledning til at revurdere, om der er brug for centrene.

- Vi fastholder centrene, og det gør vi, fordi uanset om der er sammenfald eller ej, så har vi nogle piger, der har symptomer, og som har været kastebold i systemet, siger hun.

Ifølge Danske Regioner var 1721 piger per 1. juni blevet tilbudt et udredningsforløb. Det er 207 flere end 1. april, hvor den forrige opgørelse er lavet.

Samtidig er ventelisterne så godt som væk i fire af de fem regioner.

I Region Hovedstaden er der dog fortsat en stor gruppe ventende. Af de i alt 285 piger, der stod på venteliste 1. juni, bor de 269 i hovedstadsområdet. Det er samtidig dér, man har modtaget flest henvisninger til udredning.

/ritzau/