Flere ting nagede den i dag 35-årige AHL, inden han i april sidste år tog en ung medfange i Politigårdens Fængsel som gidsel.
I weekenden op til gidseldramaet, der udspillede sig en mandag, havde fængselspersonalet flere gange registreret, at AHL var presset.
- AHL havde været sur i weekenden op til, og der var blevet skrevet en rapport om hans opførsel, siger fængselsbetjenten TF torsdag i Københavns Byret.
Dagen inden gidseltagningen havde AHL eksempelvis tømt en skraldespand ud over gulvet på et af fængslets toiletter. Ifølge tiltalte selv fordi han var vred over, at der altid lå cigaretskodder, urin og andet på toilettets gulv.
Episoden virkede som en foreløbig kulmination på flere tunge nederlag, som AHL oplevede op til 15. april, hvor gidseltagningen skete, forklarer fængselsbetjenten.
- Han var presset af flere ting. Han havde søgt bandeexit uden at få det. Og han forsøgte også uden held at komme i misbrugsbehandling, siger han.
Ifølge betjenten er AHL registreret som værende i såkaldt bad standing hos Bandidos. En oplysning, som den tiltalte ikke selv har ønsket at kommentere.
Heller ikke AHL's ønske om at komme i såkaldt fællesskab med en anden medfange end den unge NC, der blev taget som gidsel, kunne imødekommes.
AHL har desuden forklaret, at han var sur over at blive ordineret psykofarmaka for smerter i nakke og skulder.
Sagens tvist er, hvorvidt gidseltagningen var planlagt eller ej.
Tiltalte fastholder, at det hele var et setup, der skulle fange pressens opmærksomhed og på den måde afdække de - ifølge ham - elendige forhold i fængslet.
Gidslet, den i dag 22-årige NC, har i retten afvist den tiltaltes forklaring. Han fastholder, at han følte sig truet til at skrive under på en seddel, hvorpå der stod: "Jeg er frivillig i det her".
Torsdag skal også to af PET's gidselforhandlere afgive forklaring.
/ritzau/