Everton-spilleren Bryan Oviedos VM-deltagelse for Costa Rica hænger i en tynd tråd, efter at han i weekenden måtte bæres fra banen med et dobbelt benbrud, da Everton mødte Stevenage i FA Cuppen.
Men klubbens manager Robert Martinez lover at gøre alt, hvad der står i hans magt for, at den tidligere FC København-spiller kan blive klar til at repræsentere sit land i Brasilien til sommer.
- Man siger, at sådan en skade tager fem til seks måneder, men jeg tror, at det måske kommer til at gå hurtigere med Bryan. Vi vil hjælpe ham til at komme tilbage i tide til VM, siger Roberto Martinez ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Efter en svær start i Premier League har venstrekantspilleren de seneste måneder bidt sig fast hos Everton, hvor han har fået meget spilletid.
Uheldet kommer altså på det værst tænkelige tidspunkt.
- Vi vil huske på de meget flotte præstationer, han har lavet i denne sæson, og vi kan ikke vente, til han er tilbage. Han er meget vigtig for os, siger Roberto Martinez.
Bryan Oviedo er i denne sæson noteret for 13 kampe og to mål for Everton.
/ritzau/