EU's nye sanktioner rammer russiske parlamentsformænd

admin

|

21/03/2014

Dagens topnyheder

EU's nye runde sanktioner mod Rusland som følge af Krim-krisen går helt tæt på Ruslands politiske top.

Blandt de sanktionsramte finder man den russiske vicepremierminister Dmitrij Rogosin samt formanden for parlamentets underhus, Sergej Narusjkin, og formanden for overhuset, Valentina Matvijenko.

Derudover står også blandt andre journalisten og Putin-støtten Dmitrij Kiseljev på listen.

Også Putin-rådgiverne Vladislav Surkov og Sergej Glasjev er iblandt.

Listen med de 12 navne blev godkendt af EU's stats- og regeringschefer torsdag på førstedagen af deres topmøde i Bruxelles.

De 12 bliver nu ligesom 21 andre, der kom på EU's sanktionsliste allerede i mandags, forment indrejse i EU, og de får indefrosset de penge, de måtte have stående i europæiske banker.

Vicepremierminister og tidligere russisk Nato-ambassadør Rogosin, der som flere af de øvrige på EU's sanktionsliste i forvejen er ramt af USA's sanktioner, kommenterede allerede tidligere fredag beslutningen om at sætte ham på sanktionslisten.

- Alle disse sanktioner står end ikke mål med bare et enkelt sandkorn af Krims territorium, som er vendt tilbage til Rusland, skriver Rogosin.

Den første sanktionsliste fra i mandags rummede otte personer fra Krim - primært toppen af det nyindsatte lokalparlament - og 13 russere, deriblandt en række udvalgsformænd i parlamentets underhus og tre fremtrædende militærfolk i spidsen for russisk militær på Krim.

Den nye runde sanktioner er fredag eftermiddag formelt trådt i kraft, nu da den nye liste er offentliggjort i EU-Tidende.

/ritzau/