Det er ikke sikkert, at din stemme ved valget til EU-Parlamentet kommer til at gå til det parti, du sætter kryds ved.
Flere partier har indgået fornuftsægteskaber, såkaldte valgforbund, hvor deres stemmetal lægges sammen, når mandaterne skal fordeles. I år er Socialdemokraterne, SF og De Radikale i valgforbund, mens Venstre og De Konservative igen står sammen.
I et valgforbund tilfalder et partis overskydende stemmer den kandidat fra et andet parti i valgforbundet, som står nærmest til at blive valgt.
På den måde undgår man stemmespild, men samtidig risikerer vælgernes stemmer at vandre over i en helt anden politisk gruppe i parlamentet.
- Der er ikke noget at miste for den enkelte vælger, med mindre man har noget specielt imod et andet parti i valgforbundet, siger professor i statskundskab og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
- Valgforbundene sikrer, at små partier har nemmere ved at komme ind. Danmark har kun 13 mandater, så uden valgforbund ville det være endnu sværere for De Radikale, De Konservative og Liberal Alliance at komme ind.
Alligevel har Liberal Alliance i år valgt at træde ud af sidste valgs forbund med Venstre og De Konservative. Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU står også alene.
Det er ikke kun valgforbundene, der adskiller EU's politiske landskab fra Christiansborg. I Bruxelles indgår partierne også i andre politiske grupper. Og det har stor betydning, om Danmark er repræsenteret i de store grupper.
Derfor ser den socialdemokratiske parlamentariker Christel Schaldemose helst, at Bendt Bendtsen (K) får stemmer nok til at beholde sin plads i den store konservative gruppe:
- Det kan skade Danmark på enkeltsager, der berører danske interesser, hvis vi ikke har en dansker i den konservative gruppe. Så hvis man er borgerlig og ikke kan vindes over på den rigtige side, så synes jeg, man skal stemme på Bendt Bendtsen.
/ritzau/
