Den magtfulde trojka af kreditorer stikker tomlen i vejret over de græske forslag til reformer, som er en betingelse for Grækenlands ønske om fire måneders forlængelse af lånepakke.
Det siger EU-kilder til det tyske nyhedsbureau dpa.
Trojkaen af EU, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank siger god for de forslag, og dermed er sagen sendt videre til de 19 finansministre i eurozonen.
De skal på et telefonmøde klokken 14 tage stilling til listen af græske forslag, som blandt andet handler om bekæmpelse af skattesnyd, korruption og smugleri.
Ifølge eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem, blev de græske forslag modtaget i EU-systemet lidt før midnat mandag.
/ritzau/