EU frigiver penge til el-net mellem Danmark og Tyskland

admin

10 år siden

|

12/05/2014

Dagens topnyheder

EU frigiver omkring 5,5 milliarder kroner (750 millioner euro), som skal bruges til at støtte projekter, som kan forbedre infrastrukturen til energi mellem EU-landene.

Det skal være med til at fremme energisikkerhed for de 28 medlemslande og hjælpe landene af med deres afhængighed af energi udefra. Flere EU-landes afhængighed af energi fra Rusland er kommet i fokus i forbindelse med krisen i Ukraine.

EU's energikommissær, Günther Oettinger, skriver i en pressemeddelelse, at EU-støtten på i alt 750 millioner euro vil gøre en "solid forskel".

- Krisen i Ukraine understreger vigtigheden af at opgradere infrastrukturen for energi og bygge manglende forbindelser mellem EU's medlemslande for at forbedre energisikkerheden i EU.

- Medlemslandene kan generelt kun hjælpe hinanden med energiforsyninger, hvis de er godt forbundne, siger han.

Ulla Tørnæs, som er Venstres spidskandidat til EU-Parlamentet, er glad for, at der tages initiativer på EU-plan, som kan gøre unionen mindre afhængig af Rusland.

- Vi er tilhængere af et europæisk energi-net, så vi kan blive fri af Putins (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) gas og ikke mindst olie fra Mellemøsten, siger hun.

En kommende elforbindelse mellem vindmølleparken Kriegers Flak i Danmark og en vindmøllepark i Tyskland er et skridt i den retning, mener hun. Forbindelsen er på listen over lande, som har lov til at søge EU-midlerne.

Energinet.dk siger dog, at det ikke vil ansøge om at få del i pengene, fordi netop forbindelsen til Tyskland samt en anden til Holland allerede har fået tilsagn om henholdsvis 1,1 milliard og 86,5 millioner euro fra en anden EU-fond.

EU-Kommissionen vil til november beslutte, hvilke projekter der vil blive støttet mellem 2014 og 2020.

/ritzau/