EU er klar med nye Rusland-sanktioner

admin

|

21/03/2014

Dagens topnyheder

EU's stats- og regeringschefer er enige om nye sanktioner mod Rusland.

12 nye personer rammes af indrejseforbud og indefrysning af midler, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde.

- Vi har tidligere meldt klart ud, at EU vil gribe til sanktioner, hvis Rusland fortsatte i den forkerte retning. I aften er vi gået videre og har indført nye sanktioner, siger Helle Thorning-Schmidt efter et møde med stats- og regeringscheferne.

Der er allerede 21 personer på sanktionslisten, som EU's udenrigsministre vedtog mandag.

Helle Thorning-Schmidt siger torsdag, at EU's stats- og regeringschefer denne gang har besluttet at sanktionere mod personer tættere på Ruslands præsident, Vladimir Putin.

- Derudover har vi besluttet at udelukke Rusland fra samarbejdet i G8 og aflyse det forestående topmøde mellem EU og Rusland, siger hun.

Det bekræfter EU-præsident Herman Van Rompuy på det pressemøde, han holdt umiddelbart efter topmødets afslutning midnat torsdag. Han oplyser, at de enkelte EU-lande også vil aflyse deres egne bilaterale topmøder med Rusland.

Derudover har EU-cheferne ifølge statsministeren bedt EU-Kommissionen om at forberede sanktioner inden for det økonomiske område mod Rusland.

/ritzau/