EU-Domstolen fastholder millionbøde til FLSmidth

admin

10 år siden

|

30/04/2014

Dagens topnyheder

Den danske cementkoncern FLSmidth slipper ikke uden om at skulle betale en bøde på 14,45 millioner euro - knap 108 millioner danske kroner - i en kartelsag rejst i 2005 mod et tidligere datterselskab.

Det har EU-Domstolen onsdag slået fast, efter at FLSmidth havde anket dommen fra marts 2012.

Bøden udspringer af en kartelsag, som EU-Kommissionen rejste mod FLSmidts tidligere datterselskab, det franske Silvallac, som nu er på svenske hænder under navnet Trioplast Wittenheim.

I 2005 blev FLSmidth og datterselskabet FLS Plast af EU-Domstolen dømt til at betale hele Silvallacs bøde på 15,3 millioner euro - cirka 114 millioner kroner.

På det tidspunkt havde det danske selskab allerede solgt Silvallac til franske Trioplanex, skriver Ritzau Finans.

Derfor ankede FLSmidth i første omgang afgørelsen med den begrundelse, at det er usædvanligt, at selskabet skulle betale en bøde, som et datterselskab til et datterselskab idømmes, når det har fået ny ejer.

EU-Domstolen nedsatte i 2012 bøden fra de 114 millioner kroner til 108 millioner kroner.

Ud over bøden har EU-Domstolen også pålagt den danske cementkoncern at betale EU-Kommissionens omkostninger i den årelange sag.

FLSmidth oplyser i en pressemeddelelse, at den store bøde ikke vil påvirke selskabets forventninger til 2014. Desuden skriver selskabet, at en afgørelse for datterselskabet FLS Plast fortsat udestår.

/ritzau/