EU-Kommissionen beder nu Danmark om at komme i gang med at gennemføre en næsten otte år gammel EU-lovgivning om sikkerhed på danske jernbaner.
Sker det ikke tilfredsstillende, vil kommissionen eventuelt overføre sagen til EU-Domstolen, står der i anmodningen til Danmark, som er blevet oversendt torsdag.
Det er især det afsnit i lovgivningen om jernbanesikkerhed, som handler om undersøgelse og uafhængighed af det undersøgende organ - som i Danmark er Havarikommissionen - som skal på plads.
Lovgivningen skulle have været gennemført i april 2006. Så sent som i februar 2013 gjorde kommissionen også Danmark opmærksom på, at den danske lovgivning ikke stemmer overens med den europæiske.
Kommissionen skrev blandt andet dengang, at det i lovteksten ikke er helt klart, at Danmarks undersøgende organ - Havarikommissionen - er uafhængig.
Til det svarede Transportministeriet, at det er korrekt, at der i den danske jernbanelov ikke er eksplicitte bestemmelser om uafhængighed, men at Havarikommissionen reelt er uafhængig.
I februar 2013 skrev Transportministeriet endvidere som svar til EU-Kommissionen, at næste gang jernbaneloven skulle ændres, ville ministeriet ændre ordlyden, så der ikke ville være nogen tvivl om uafhængigheden.
Ifølge kommissionen handler lovgivningen om, at der skal være bestemte sikkerhedsforanstaltninger på jernbaner i alle EU-lande. Det inkluderer en sikker håndtering af togtrafikken og jernbanevirksomhedernes ansvarsområder.
Transportministeriet oplyser til Ritzau torsdag, at ministeriet i øjeblikket venter på en udtalelse fra Kommissionen, der uddyber, hvad sagen handler om.
Desuden skriver ministeriet i en skriftlig kommentar, at det har været i dialog med kommissionen om flere aspekter af den danske lovgivning i forhold til jernbanesikkerhed.
- Dialogen har dog ikke handlet om sikkerhedsniveauet i Danmark, som er meget højt på jernbanen, men alene om tekniske spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen af EU-ret i dansk lovgivning.
/ritzau/