Onsdag har næsten to millioner mennesker i EU fået en tommel op fra EU-Kommissionen til et krav, de har stillet, om rent vand og sanitet til alle borgere i EU.
Det er det første europæiske borgerinitiativ, Right2Water, som har indsamlet 1,6 millioner underskrifter fra EU-borgere og afleverede dem til kommissionen 17. februar.
- Vi har lyttet til de bekymringer, som har motiveret borgere til at kræve handling, og vi svarer med en betydelig liste af forpligtigelser for de kommende måneder og år, siger EU-kommissæren for interinstitutionelle relationer og administration, slovenske Maros Sefcovic.
Kravet fra borgerne til EU gik på, at der skal gennemføres en lov om, at regeringerne skal sikre alle borgere adgang til tilstrækkeligt med rent drikkevand og sanitet og opfordrede til, at vandforsyningen ikke privatiseres.
Kommissæren understreger, at beslutningen om, hvordan man bedst styrer vandforsyningen er fuldstændig op til de offentlige myndigheder i medlemsstaterne.
Derudover kan kommissionen ikke gå ud over traktatens beføjelser. I EU-traktaten står der ifølge Sefcovic, at EU skal forblive neutral i nationale diskussioner om ejerskab af vandvirksomheder.
Rina Ronja Kari, som er repræsentant i EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU mener, at EU-Kommissionen kommer for nemt uden om at gøre noget ved privatisering af vandforsyningen.
- Når de ikke går videre med det krav, blokerer de også for, at vi kan få en ordentlig demokratisk diskussion om det i EU-Parlamentet, siger hun.
Kommissæren forsikrer, at EU vil gå videre med kravet, selvom han mener, at EU allerede er førende på det område.
Kommissionen vil for eksempel lancere en offentlig konsultation om lovgivning for drikkevand for at forbedre borgernes adgang til rent vand i EU.
Det europæiske borgerinitiativ blev indført med Lissabontraktaten i 2009, og i april 2012 blev det administrativt muligt at få et initiativ igennem systemet.
Borgerinitiativet skal give almindelige mennesker i EU mulighed for at have indflydelse på, hvad der lovgives om i Bruxelles. Right2Water har fra april 2012 til september 2013 indsamlet 1,68 millioner underskrifter fra 13 EU-lande.
/ritzau/