Et døgn før deadline: Forsigtig optimisme i Vejle

admin

|

29/09/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er fremtiden for en af dansk fodbolds mest traditionsrige klubber, der i disse timer er på spil på direktionsgangen i Vejle Boldklub.

Den femdobbelte mesterklub er færdig i professionel fodbold, hvis der ikke inden månedens udgang bliver fundet et millionbeløb, som kan sikre klubbens fremtid på lang sigt. VB's direktør, Per Olesen, er dog forsigtig optimist dagen før deadline.

- Jeg vil vurdere, at der er 60 procents chance for redning. Det siger jeg selvfølgelig, fordi der er gang i nogle ting. Dermed ikke sagt, at vi er nærheden af at være i mål, men der er gang i noget, siger Per Olesen.

Siden Vejles akutte problemer blev kendt i sidste uge, har klubben fået massiv omtale i medierne, og der har da også været adskillige henvendelser fra potentielle investorer og andre interesserede, oplyser direktøren.

- Det er nærmest alle typer henvendelser: Nogen siger, at vi skal gå i gang med noget fundraising. Andre siger, at de måske vil bidrage, hvis de kan få lov til at kigge på vores tal, og så er der advokater, der henvender sig og siger, at de har en investorkreds bag sig.

- Vi har jo også gang i vores eget netværk her i regionen, hvor vi har følere ude. Så handler det om at få det hele samlet i løbet af de næste 24 timer, siger Per Olesen.

Lige nu er der ikke penge i klubkassen til at betale september-lønnen, men klubbens nuværende investorer har givet tilsagn om at hjælpe med den del, hvis der er overvejende sandsynlighed for, at det lykkes at finde penge til at drive klubben videre på lang sigt.

- Det skal være en langsigtet løsning. Den nuværende investorkreds har været med til at lukke huller i de seneste år, og nu synes de, at det er nok. Nu skal andre med.

- Det er ikke et ønske om, at vi bare skal være i stand til at betale løn resten af året, men at Vejle Boldklub skal bestå på den lange bane.

- De nye investorer skal sammen med de gamle afgøre, hvilket niveau, det skal være på. Skal Messi spille på holdet, eller skal det være halvtidsprofessionalisme? Det er det, der afgør hvor mange penge, der skal til, forklarer Per Olesen.

Deadline er tirsdag aften. Hvis ikke der kommer nye penge i kassen, har bestyrelsen varslet, at klubben begæres konkurs.

/ritzau/