Billedkunstneren Kurt Trampedach døde tirsdag i sit hjem i Sydfrankrig. Han blev 70 år. Det oplyser hans bror, Ulrik Trampedach, til Ritzau.
Kurt Trampedach døde pludselig af et hjertestop uden forudgående sygdom.
Kurt Trampedach, der var født og opvokset i Hillerød, valgte bevidst at bo i en øde bjergegn i det sydlige Frankrig, hvor han gennem mange år har haft sit hjem.
Kurt Trampedach blev uddannet malersvend, inden han kom på kunstakademiet, hvor han 1963-1969 uddannede sig under Dan Sterup-Hansen og Søren Hjort Nielsen.
Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i København og opnåede fra begyndelsen af 1960'erne stjernestatus i den danske kunstverden.
Kurt Trampedach var kendt som kunstneren, der meget konsekvent arbejdede isoleret fra andre. Det har kunsthistorikeren Michael Wivel sat ord på:
"Få, om overhovedet nogen, har arbejdet så isoleret fra andre som Trampedach, og ingen har gjort det mere konsekvent. Han har simpelthen taget isolationen og fremmedgørelsen til sig som sit gennemgående motiv og til enhver tid benyttet sin egen, karakteristiske fysiognomi som udsagn om tilstanden".
I årenes løb har Kurt Trampedach malet en stribe portrætter, blandt andre det dobbeltportræt af prins Joachim og daværende prinsesse Alexandra, der var fødebyen Hillerøds gave til parrets bryllup.
Kurt Trampedach var blandt modtagerne af Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, og han er også blevet hædret med Eckersbergmedaljen. Hans kunst kan ses på kunstmuseer landet over.
Trods hædersbevisningerne har karrieren ikke altid bevæget sig ligefrem proportionalt med populariteten. Den har været præget af hans eget livs skyggesider og af en række ulykkelige begivenheder.
Kunstneren har i interviews fortalt om sin maniodepressivitet, hvor han i de maniske perioder nærmest arbejdede i døgndrift i atelieret i Frankrig, mens han i de depressive perioder isolerede sig fra omverdenen.
I 2002 brændte både hans hus i Frankrig og hans atelier i København, hvor syv næsten færdige malerier gik op i røg.
En mand er dømt for ildspåsættelsen i Frankrig, mens branden i København aldrig er opklaret.
/ritzau/