Esbjerg-direktør: Nu skal der kigges opad

admin

10 år siden

|

19/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Esbjerg-direktør Søren Poulsen vil kigge opad i tabellen i næste sæson. Vestjyderne endte den netop afsluttede sæson på femtepladsen, og dermed byder den kommende sæson igen på Europa League. Det blev en kendsgerning søndag efter 0-0 mod Viborg.

- Vi kommer til at angribe den nye sæson mere offensivt. Vi agter at se os selv som et top seks-hold, der ikke skal ud og fokusere på nedrykningsstregen. Vi har en tro på, at evnerne og vores setup er til at være med helt fremme, siger Søren Poulsen.

- Den type fodbold, som vi spiller, berettiger til, at vi skal spille med i den bedste halvdel af Superligaen. Tiden er inde til, at vi kaster den vestjyske forsigtighed lidt over bord og kigger opad, siger Søren Poulsen.

Han ser frem til et nyt eventyr i Europa League, men i første omgang er Superligaen vigtigst.

- Vi skal sætte tæring efter næring, og det er vigtigt, at vi kommer ordentligt fra start i den nye sæson og undgår alt for mange udfald. Kommer vi langt i Europa League, så vil vi selvfølgelig rette fokus på den turnering også, siger Søren Poulsen.

Da forårssæsonen gik i gang, lå Esbjerg ellers og rodede i bunden, men via en imponerende slutspurt endte vestjyderne i øverste halvdel af tabellen. Træner Niels Frederikshavn har lidt svært ved at forklare forløbet.

- Vi satte måske nogle point til i efteråret grundet Europa League, men omvendt så lærte vi en masse af de internationale kampe, og det har i hvert fald styrket os til forårets kampe. Jeg ser virkelig frem til, at vi igen skal spille europæisk, siger Niels Frederiksen.

/ritzau/