Eriksen skal have ny manager: Tottenham fyrer Sherwood

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Fodboldspilleren Christian Eriksen skal have ny manager i Tottenham, som fyrer Tim Sherwood et år før kontraktudløb.

Det meddeler Premier League-klubben på sin hjemmeside.

- Vi blev enige om en 18 måneders kontrakt med en mulighed for at bryde aftalen efter sæsonen. Vi har nu udnyttet den option, lyder det på hjemmesiden i en udtalelse fra bestyrelsesformand Daniel Levy.

Tim Sherwood overtog managersædet i klubben i december 2013, da Tottenham fyrede André Villas-Boas.

Tottenham endte som nummer seks i årets Premier League, hvilket giver adgang til Europa League-turneringen.

På rygteplan har Ajax-træner Frank de Boer i et stykke tid været favorit til at overtage jobbet, hvis Tottenham valgte at udnytte klausulen og fyre Sherwood.

London-klubben har dog tidligere nægtet, at den har været i kontakt med Frank de Boer, som det ellers blev fremlagt fra Ajax' side.

Hvis klubben ender med at hente Frank de Boer til klubben, bliver det til en gensyn mellem de Boer og Christian Eriksen, der i mange år arbejdede sammen i Ajax, inden den danske angrebsprofil skiftede til Tottenham.

Frank de Boer og Ajax vandt det hollandske mesterskab i denne sæson.

/ritzau/