Erik Veje tager to år mere i Århus Håndbold

admin

10 år siden

|

17/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Træner Erik Veje Rasmussen står også i de kommende sæsoner i spidsen for Århus Håndbold i herrernes liga.

Den østjyske klub har forlænget kontrakten med den danske håndboldlegende, så den nu løber frem til sommeren 2016.

- Det er et kæmpe scoop, at det endnu engang er lykkedes os at holde på en af landets største trænerkapaciteter, siger klubbens direktør, Henrik Lundorff.

- Erik er en meget vigtig brik i hele vores setup, og han har en stor del af æren for, at vi nu for fjerde år i træk er med i slutspillet, siger Henrik Lundorff i en pressemeddelelse.

54-årige Erik Veje Rasmussen har tidligere stået på sidelinjen i blandt andet den tyske storklub Flensburg-Handewitt, inden han i 2003 skrev sin første kontrakt med den århusianske klub.

- Jeg er meget glad for at være i Århus Håndbold, og det er også derfor, at jeg har været her så mange år, siger Erik Veje Rasmussen.

- Vi har et hold, som er rigtigt spændende at arbejde med, men også de mennesker rundt om klubben, som har gang i meget spændende, giver mig troen på, at vi også i fremtiden har en rolle at spille i toppen af dansk håndbold, forklarer han.

Århus Håndbold sluttede grundspillet på 7.-pladsen og indledte slutspillet med et nederlag til Skjern.

/ritzau/