Det er langt fra en let opgave, statsminister Lars Løkke Rasmussen stillede det danske erhvervsliv i sin nytårstale. Flygtninge skal i højere grad i job for at styrke integrationen, lød det.
Dansk Erhverv er enig, men advarer om, at opgaven er stor.
- Jeg er glad for, at danske fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer klart har sagt, at de deler regeringens ambition om, at vi skal blive markant bedre til at få flygtninge med i arbejdsfællesskabet. Nu skal vi sætte handling bag ordene, sagde Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale.
Udfordringen for flygtninge er, at det er svært at komme ind på arbejdsmarkedet uden gode danskkundskaber og faglige eller boglige kompetencer.
- Hvis man ikke kan dansk eller har en uddannelse, så er det svært. Så det er en kompliceret manøvre at få flygtninge i job. Men på forhånd at sige at det ikke kan lade sig gøre, den går ikke, siger Dansk Erhvervs administrerende direktør, Jens Klarskov og fortsætter:
- Vi har ganske mange personer med ikke-vestlig baggrund ansat i vores medlemsvirksomheder. Så det kan lade sig gøre, det er et vigtigt budskab, siger Jens Klarskov.
Dansk Arbejdsgiverforening har tidligere meldt 67 forslag ud til, hvordan flere flygtninge kommer i arbejde. Punkterne har fokus på at flytte dem til områder, hvor der er behov for arbejdskraft, større fokus på job over undervisning og mere aktive jobcentre.
Samtidig skal de eksisterende programmer med virksomhedspraktik og løntilskud bruges mere.
- I de første 10 måneder af 2015 var der 4000 flygtninge i virksomhedspraktik i private virksomheder. Men der er behov for, at vi får endnu flere i gang med de redskaber, der er, siger underdirektør i Dansk Industri Steen Nielsen og fortsætter:
- Jobcentrene må gerne blive mere bevidste om, at det er vigtigt at komme hurtigt i job. Virksomhederne har vist, at de er villige til at tage imod.
Både Dansk Industri og Dansk Erhverv mener, at der er job at få, selv om efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft er langt mindre end på faglært.
- Det er lettere at få et job, hvis man har en Ph.d. i biokemi, end hvis man ufaglært. Det ved vi jo godt. Med det sagt, så er der muligheder for folk, der er motiverede og gerne vil integreres. Det er jo ikke uden grund, at der er mange udlændinge på det danske arbejdsmarked, siger Jens Klarskov fra Dansk Erhverv.
/ritzau/