En dansk erhvervsleder er sammen med en ministerrådgiver fra Estland blevet fundet skyldige i en sag om bestikkelse, skriver Børsen.
Tre gange tidligere er den danske direktør Thorben Nielsen ellers blevet frikendt for beskyldninger om, at han i et forsøg på at opnå statsstøtte til en fiskefarm bestak den tidligere ministerrådgiver Alar Oppar.
Men i september sidste år besluttede højesteret i Estland, at sagen skulle tages op igen, og denne gang slap Thorben Nielsen ikke af krogen.
Sammen med Oppar er han blevet kendt skyldig. Begge har anket dommene på henholdsvis tre og seks måneders betinget fængsel.
- Det hænger bare ikke sammen. Der er ikke fremkommet nye beviser i sagen, og alligevel bliver vi dømt, siger Thorben Nielsen til Børsen.
Han mener, at dommen er "fuldstændig latterlig".
Sagen har sit udspring i firmaet Fjordfresh Holding. Med Thorben Nielsen som direktør brugte firmaet otte år på at etablere Europas største fiskeopdræt i Estland.
Ifølge Børsen har milliardæren Karsten Ree investeret et millionbeløb i projektet, og Eksportkreditfonden (EKR) havde inden sagen kom frem i medierne for fem år siden givet firmaet tilsagn om at garantere et banklån.
Men både Ree, EKR og andre investorer "løb skrigende bort", skriver Børsen, som følge af bestikkelsessagen.
Ifølge Karsten Rees revisor har rigmanden tabt omkring 10 millioner kroner på fiskerieventyret.
Projektet med at etablere fiskeopdræt i Estland er gået i vasken som følge af den langtrukne bestikkelsessag.
Thorben Nielsen blev for over 20 år siden idømt fire års fængsel i en bedragerisag, der involverede et fiskeriselskab i Hanstholm, skriver Børsen.
/ritzau/