Erdogan møder vrede demonstranter på tysk charmetur

admin

10 år siden

|

24/05/2014

Dagens topnyheder

I omegnen af 40.000 demonstranter er lørdag på gaden i Köln for at vise deres utilfredshed med den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, der er i Tyskland for at tale med de mange tyske tyrkere.

- Korruption, Sharia, sultanat - Erdogan, du er ikke en demokrat, lyder det på demonstranternes bannere.

Erdogan har et andet budskab med: Han kritiserer tyske medier for at have "fornærmet" den tyrkiske regering gennem dækningen af minekatastrofen i den tyrkiske by Soma, skriver Dpa.

Erdogan fremhæver en avisforside med overskriften "Til helvede med Erdogan".

- Hvordan skal dette ske?, spørger han retorisk under højlydte buh-råd fra demonstranterne.

Iagttagere mener, at Erdogan med sit besøg i Tyskland forsøger at kapre stemmer til præsidentvalget i Tyrkiet den 10. august, selv om han ikke har meddelt sit kandidatur.

Præsidenten skal for første gang vælges direkte af folket - og Erdogans parti har en regel om, at ingen kan være premierminister mere end tre perioder i træk. Derfor menes den 60-årige Erdogan at have kig på præsidentposten.

I år er det samtidig første gang, at de cirka 2,6 millioner tyrkere, der lever uden for landets grænser, kan stemme. Cirka 1,5 millioner af dem bor i Tyskland.

Köln er en af de tyske byer, hvor der bor flest tyrkere - og en stor del af dem har lørdagen igennem vist deres utilfredshed med Erdogan. Især hans håndtering af mineulykken i byen Soma, som kostede 301 personer livet, er under hård kritik.

Kort efter ulykken udtalte Erdogan, at ulykker er "en del af minebranchen", og den udtalelse har vakt harme i både Tyrkiet og blandt tyrkiske borgere i Tyskland.

Det tyske politi måtte tidligere lørdag anholde flere personer, da der opstod slagsmål mellem sikkerhedsfolk og demonstranter ved scenen, hvor Erdogan holdt sin tale lørdag aften.

/ritzau/AFP