Bananfluer, bænkebidere, sølvfisk og edderkopper. Det er bare nogle af de kryb, som kan gemme sig i hjemmets afkroge.
Hvis du under den store forårsrengøring opdager, at du har uønskede gæster i din bolig, kan det være et tegn på et større problem. De små bæster er nemlig ikke farlige i sig selv, skriver Ritzau.
Små dyr i hjemmet, både de flyvende og de kravlende af slagsen, kan være et tegn på, at der er for meget fugt i din bolig.
Karl-Martin Vagn Jensen er forskningsleder ved Institut for Plantebeskyttelse og Skadedyr. Han fortæller, at de små kryb indikerer, at der noget galt i hjemmet.
- Sølvkræ er helt ufarlige i sig selv. Men deres eksistens fortæller dig, at der er sted i din bolig, hvor der er alt for fugtigt. Og det skal du gøre noget ved, for fugt kan føre til råd og svampedannelse, siger Karl-Martin Vagn Jensen til Ritzau.
Bænkebidere er et såkaldt krebsdyr, der ånder med en slags gæller.
- Så de er kun i boligen, hvis de har konstant adgang til meget fugt. Derfor bør man undersøge, hvad der kan være årsagen til, at de der, tilføjer han.
Læs også: Dit hjem er fyldt med problematisk kemi - sådan gør du boligen sundere
Hvis man støder på svampemyg i sit hjem, kan det være et tegn på, at man overvander sine planter. Sommerfuglemyggen, som er kendt for sine behårede vinger, holder til på badeværelset, hvis der er for meget snavs i afløbet. Men det kan 'et grundigt skyl eller noget afløbsrens' heldigvis klare, fortæller eksperten.
Mange edderkopper i hjemmet er en indikator på, at der er masser af mad til dem i huset - nemlig de øvrige kryb, som holder til i boligen på grund af fugt.
- Så selv om edderkopperne jo er ufarlige, så vidner et stort antal i boligen om, at der er gode levebetingelser for de smådyr, som edderkopperne spiser. Og de smådyr er jo så igen indikatorer på for, at du har et helt andet problem, siger Søren Toft fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet til Ritzau.
Problemet med fugt i hjemmet er, at det udover at tiltrække uønskede væsner også skaber gode betingelser for råd og svampevækst i boligen, som kan genere luftvejene og lede til astma og allergi.
For at komme problemet til livs gælder det om at lufte godt ud. Man kan desuden måle luftfugtigheden med en fugtmåler. Om sommeren bør tallet ligger under 65 procent, og om vinteren skal det helt ned under 45 procent.
Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: