Casper Crump bliver nu den næste til at følge i succesparaden af danske skuespillere, der debuterer internationalt.
Ligesom kollegerne Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen skal den 38-årige skuespiller medvirke i en stor international tv-serie.
Næste år får serien "Legends of Tomorrow" premiere, og her skal den danske skuespiller spille rollen som skurken Vandal Savage, som hovedpersonen Rip Hunter skal forsøge at forhindre i at overtage verdensherredømmet.
- Vandal Savage er udødelig, og han har brugt de seneste 6000 år på at sprede rædsel gennem historien ved at hviske i ørerne på tyranner og diktatorer, som derved hjælper ham til sin mulige overtagelse af verdensherredømmet, skriver produktionsgiganten Warner Bros. i en pressemeddelelse, som Entertainment Weekly bringer.
"Legends of Tomorrow" bliver en såkaldt spin-off-serie med afsæt i serierne "Arrow" og "The Flash", og derfor vil Casper Crump indtage rollen som Vandal Savage i alle tre serier, men hovedsageligt bliver karakteren tilbagevendende i den kommende "Legends of Tomorrow".
Vandal Savage-karakteren er ikonisk og blev skabt af tegneserieforlaget DC Comics i 1944, men det er først i den kommende "Legends of Tomorrow", at figuren live-debuterer i andet end animerede produktioner.
Crump er uddannet fra Statens Teaterskole i 2008 og havde hovedrollen i den danske Oscar-vindende kortfilm "Helium" fra 2014.
Ud over sin kommende tv-rolle medvirker Crump i den internationale storfilm "Tarzan", som blandt andet har Samuel L. Jackson, "True Blood"-stjernen Alexander Skarsgård og den dobbelte Oscar-vinder Christoph Waltz på rollelisten.
Filmen får dansk biografpremiere 14. juli 2016.
/ritzau/FOKUS