EM-spillere i farezonen gider ikke spekulation

admin

10 år siden

|

17/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Velkommen til EM-slutrunden til fløjspilleren Anders Eggert, og pænt farvel for denne gang til - ja, til hvem?

Ulrik Wilbek kommer med svaret lørdag morgen. Måske får spillerne besked allerede fredag aften, men ingen havde fået sorteper stillet i udsigt fredag eftermiddag.

En lille håndfuld er blevet nævnt som værende i farezonen: Mads Mensah Larsen, Bo Spellerberg, Klavs Thomsen, Mads Christiansen - eller måske Jesper Nøddesbo på stregen?

Det lød nu som om, at Wilbek fredede forsvarsspecialisten Thomsen, da chefen efter kampen mod Tjekkiet torsdag fortalte, at han mod Spanien vil satse på de tre, der gør det bedst i det danske midterforsvar. Her er Klavs Thomsen medregnet.

Alligevel føler Tvis-spilleren stadig, han er i farezonen.

- Ja, det gør jeg til dels. Jeg er en af dem, der sidder på et af de yderste mandater. Jeg har været fint tilfreds med spilletiden, men det kommer meget an på Ulriks dispositioner i forhold til, hvordan han vil spille i de kommende kampe.

Thomsen har hørt om Wilbeks planer med forsvaret mod Spanien lørdag.

- Men jeg vil ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Jeg vil ikke sige, jeg er sikker, der kan ske noget i forhold til det, han har tænkt sig, lyder det.

Og så bruger han ikke flere kræfter på det. Tænker ikke så meget over det.

- Alle har bidraget rigtig godt. Vi må se, hvem det bliver. Der er nogen, der har småskavanker, og det er en svær beslutning, Ulrik skal træffe.

Mads Mensah forsøger også at holde fokus på noget andet end, at han måske allerede har spillet sin sidste kamp ved denne slutrunde.

- Det betyder ikke så meget, om vi får det at vide nu eller i aften. Det nytter ikke at gå og tænke på det, for så kommer du til at bruge fokus på det i stedet for det, du skal: At give den gas og gå mod mål, når du er med.

- Og så må man tage det til efterretning, hvis man bliver skiftet ud, siger han.

Udskiftede spillere kan skiftes ind igen. Det skete for Jesper Nøddesbo sidste år ved VM i Spanien. Wilbek må udskifte spillere tre gange i alt under EM.

Mads Mensah mener som Thomsen, at der venter Wilbek et svært valg - akkurat som udtagelsen af de 16 mand op til EM var svær.

- Der nævnes mange navne, men vi har ingen anelse om, hvad Wilbek føler, der er behov for. Det er nemmere ikke at bruge krudt på det. For man ville ikke komme frem til noget brugbart svar alligevel, siger Mensah.

Han vil hellere tænke på, hvordan han kan bidrage, når han får chancen på banen. Indtil nu er det kun delvist lykkes.

- Jeg er ikke helt tilfreds. Det kan blive bedre, og jeg kunne godt tænke mig en kamp, hvor det spillede for mig i begge ender af banen, siger han.

/ritzau/