EM-profiler om favoritrolle: Sødt af franskmændene

admin

|

26/01/2014

Dagens topnyheder

Frankrig har vundet OL-guld de to seneste gange, mens danskerne er forsvarende europamestre og som eneste hold er ubesejret ved EM på hjemmebane.

Turneringen kulminer i dagens finale mellem de to nationer. Men hvem er så egentlig favorit?

- Danskerne er klare favoritter. De er forsvarende europamestre og spiller på hjemmebane, og de har fordel af mange erfarne spillere, mens vi kun har syv-otte spillere med, som har stor erfaring fra finaler, siger Frankrigs Jerome Fernandez.

- Danskerne er rigtig gode i år, de har spillet sammen i mange år og har stor selvtillid. De er favoritter, og vi skal levere 100 procent for at have en chance, siger Luka Karabatic.

Høflige franskmænd? Reel styrkevurdering? Spil for galleriet?

Det sidste, mener danskerne.

- De er søde, de franskmænd. Frankrig er et hold af spillere, der ved, hvad det drejer sig om i forhold til at spille finaler. Det er en parade af stjernespillere, så det er fifty-fifty, mener Henrik Møllgaard.

- Jeg ser det også som en helt lige kamp, der kan gå begge veje og nok først bliver afgjort i de sidste sekunder, siger René Toft Hansen.

Kasper Søndergaard er enig. Det er helt åbent, men i stedet for at koncentrere sig om, hvor meget franskmændene har vundet, fokuserer han på det, der taler til Danmarks fordel.

- Bredde har meget at sige, og der synes jeg, vi står stærkest. Jeg synes, vi har holdet til at vinde, siger den danske højreback.

Søndergaard mener, at spillet i semifinalen mod Kroatien var godt nok til også at vinde guld. Han håber, at danskerne kan finde endnu mere frem i finalen.

Det skulle være muligt, mener Jesper Nøddesbo.

- Vi får en tæt finale, men jeg håber, vi kan spille lidt mere løssluppent end i semifinalen. Det var ikke en køn håndboldkamp. Vi har en virkelig god chance i finalen, hvis vi kan løfte os lidt, siger han.

/ritzau/