Det har gavnet skuespillerinden Ellen Pages karriere, at hun er stået frem og har fortalt medierne og omverden, at hun er homoseksuel.
Det fortalte den 29-årige skuespillerinde, der er kendt fra film som "Juno" og Inception", lørdag til en musik- og filmfestival i den amerikanske delstat Texas ifølge Toronto Sun.
Her blev skuespillerinden spurgt ind til sine erfaringer med Hollywoods syn på skuespillere, der åbent er stået frem og har fortalt, at de er enten homoseksuelle, biseksuelle eller transkønnede.
Ellen Page blev desuden spurgt ind til, om hun nogensinde har mistet et job, fordi hun har valgt at være åben omkring sin seksualitet.
- Det er svært for mig at vide, for jeg er ikke i de rum, hvor folk træffer beslutningerne om hvem, de skal sætte til hvad, og sandheden er, at jeg absolut ikke fokuserer på det, lød svaret fra filmstjernen, der uddybede:
- At være i skabet skadede min karriere meget mere end at være ude og være glad og føle sig inspireret igen.
Ellen Page fortalte åbent om sin seksualitet første gang i 2014.
/ritzau/FOKUS